Nu jeg tænker over det, vil jeg gerne...

- Sky Dive eller lave faldskærmsudspring. Det må være helt fantastisk at svæve i det fri med voldsom vind omkring sig, og se jorden komme nærmere og nærmere.

- Være vægtløs og lille i det ydre univers.

- Dykke. Igen. Men sådan helt rigtigt og uden problemer.

- Stå ansigt til ansigt med en bjerggorilla.

Så er det eneste problem, at jeg stadig ikke er så tryg ved tanken om at dø.

Med enden i vejret

Så kom det endelig, det vi allesammen har gået og ventet på:

Nøgen-yoga.

Jeg tror lige jeg skal bruge et par dybe indåndinger, og et års tid, før jeg tager mod til mig...

Hvis jeg skulle være en Barbie

...skulle det ikke være hende her.

-

Sådan, børn, kommer man til at se ud, når man spiser for mange chips og ikke følger solrådene.

Men størst af dem er kærligheden

Følgende vers er fra Det nye Testamente, Første Korintherbrev, og hedder: "Kærligheden". Jeg synes, at det er meget smukt. Budskabet gælder alle, troende som ikke troende:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Red Barnet Ungdom

... er blevet min store hobby og fritidsbeskæftigelse.

Har du lidt tid til at gøre små smil større, skal du være rigtig velkommmen i Red Barnet Ungdom Odense. Se mere på hjemmesiden: www.redbarnetungdom.dk

Flashbacks fra en uge fuld af børn

Min sommerferie har jeg nok brugt lidt anderledes, end mange andre unge. Jeg har hverken spillet Sunny Beach-volley eller fået Golden Sands i klipklapperne. Til gengæld har jeg sammen med ca. 35 gæve unge været hjælper på ferielejr for ca. 60 endnu gævere unger.

Det har jeg fået en masse skæægge oplevelser ud af og lært meget af. Blandt andet lærte jeg en remse af mit puttebarn - "Joe", som han foretrak at kalde sig (og alle os andre, hvilket i sagens natur godt kunne give lidt kommunikationsvanskeligheder):

"Hokus Pokus Fillihankat, Oven På En Hunkat, Giver En Missekat!"

Ja, han var nu ret god til remser, ham "Joe". Op til sengetid (hvor børn jo har det med at live allermest op) var han også den bedste, da punktet "tandbørstning" pludselig blev skiftet ud med "vittigheder" (men det skete, indrømmet, på ganske demokratisk vis - 6 børn mod tre voksne):

"Alle børnene gik forbi en hundelort. Undtagen Saddam - han satte sig ned og sagde Nam-Nam".
Et af vores andre puttebørn, som havde den knap så heldige ære af både at have DAMP og være udviklingshæmmet, prøvede også at være med:

"Der var en gang en ko... som så en hest". Tro mig: den grinte vi lige så meget af.

Sidstnævnte brugte i øvrigt en stor del af aftentimerne på at ligge og hyle som en ulv. Det var ret uhyggeligt, men heldigvis stoppede det ca. samtidig med, at vi efter et par dage på lejren skiftede godnatbogen "Willy Varulv" ud med "Krummerne".

Tankens kraft og en gris af papmaché

Tankens kraft er noget som virkelig kan fascinere mig. Nogen gange tænker jeg faktisk, at hele vores idé om verden og livet måske bare er noget, vi selv har skabt.

Men det jeg ville berette om, er noget jeg i dag læste i Jung Changs autentiske roman Vilde Svaner, som handler om Kina i det 20. årh. I 1950'erne kørte Maos propaganda for fulde hammer, og alt skulle gerne virke som om det gik helt urealistisk godt. Selvom Kina på denne tid havde meget alvorlige problemer, lykkedes det at lulle store dele af befolkningen hen i en tro på, at man havde rekordstor høst, etc..
Især blev jeg lamslået over en beretning i bogen, om en mand, som var kommet med en helt gigantisk gris, som han viste frem som tegn på, hvor godt det gik. Grisen var lavet af papmaché. Men alle jublede forundret. Ingen lod til at se, at det ikke var en ægte gris. Har disse kinesere været så loyale overfor kommunistpartiet, at de helt ubevidst har kunnet fornægte sandheden over for sig selv såvel som andre? Eller bare været bange for at være den, som skreg "Jamen han har jo ikke noget tøj på"?